Samsung har stjålet det meste af rampelyset her på pressedagen på IFA 2010 med lanceringen af Galaxy Tab. Læs vores umiddelbare førsteindtryk af maskinen.
Så har Samsung endelig lanceret sit bud på en konkurrent til iPad. Galaxy Tab blev afsløret tidligere på dagen og den lokker med nogle seriøst spændende specifikationer og masser af funktionalitet.
Læs: Samsung går i flæsket på iPad
Hvis vi skal være rigtig grove, så er Galaxy Tab blot en Android-mobil i overstørrelse. Den kører version 2.2 af det Google-designede operativsystem, og har du eksempelvis haft en HTC Legend, en Google Nexus One eller en Samsung Galaxy S i hænderne, så ved du godt, hvordan Samsungs nye tablet-computer skal håndteres.
Det er kræs
Maskinen virker veldesignet og ligger godt i hånden. Samsung har fundet en meget god balance mellem funktion og størrelse, og den er netop let nok til at du kan holde den i en hånd uden at blive træt af det. Galaxy Tab virker også slank og robust, og det ser ikke ud til at blive et problem at have den som makker, hvis du lever et hektisk liv på farten.
Den 7-tommer store skærm har en pænt høj opløsning på 1024 x 600 pixel. Det gør det nemmere at overskue større websider end pæn den gennemsnitlige smartphone og det større skærmareal er gudeskønt når du skal rode med Google Maps eller se en video på farten.
Det der med Flash
Det var lækkert at kunne surfe en webside og se Flash-video, men det var også tydeligt, at Flash trækker mange ressourcer. Galaxy Tab virker i alt fald rimelig sløv, når den bliver bedt om at klare video i det efterhånden famøse format.
Når først browseren var lukket, så kom alle muller tilbage og vi kunne navigere rundt i brugerinterfacet, åbne apps og lege med de forskellige funktioner uden irriterende og pludselige pauser.
I det hele taget virker Galaxy Tab til at være en helstøbt og velfungerende maskine, men vi er også nødt til at påpege, at softwaren ikke virkede helt færdig. Enkelte gange holdte skærmen simpelthen op med at reagere og vi måtte nappe en ny model for at kunne teste videre. Nogle af de medfølgende apps crashede også for et godt ord, eksempelvis den medfølgende Music Hub.
Kan mere end iPad
Selvom Galaxy Tab helt sikkert har flere og bedre funktioner end iPad, så føles oplevelsen ikke helt så finpoleret og lækker som på Apples iPad. Det har nok noget at gøre med, hvordan de to firmaer vægter form og æstetik i forhold til funktionalitet.
Umiddelbart er vi rigtig positive overfor Galaxy Tab og glæder os til at få et rigtig anmeldereksemplar i hænderne, som vi kan lege med igennem længere tid. Allerede nu kan vi dog godt afsløre, at vi ikke er synderlig begejstrede for prismærket på 7.000 kroner. Det vil helt sikkert afskære rigtig mange forbrugere fra overhovedet at kigge i retningen af Samsungs nyeste kreation.




























syg i Ribe...træls på godt jydsk når man skal løbe halvmaraton i morgen